Spiritualitet og terapi

Spiritualitet er nærvær, og vi er spirituelle væsener. Det betyder for mig, at vi har et åndeligt beredskab i kraft af et åndeligt ophav. Mange har en oplevelse af, at der er noget i os, som er dybt, sandt og fredfyldt. Vi kan opleve det i øjeblikke af fuldt og helt nærvær i naturen eller sammen med andre, ofte sammen med børn eller vores elskede. Det kan også være i bøn eller andre situationer, hvor det lykkes for os at ”slukke for” støjen og mærke en dybere stilhed og væren tilstede.

Jo mere vi kommer i kontakt med det sande i os, jo nemmere har vi ved at være og udtrykke den, vi er. Vi ”lærer” i løbet af opvæksten at fjerne os fra os selv. Vi tilpasser os i mere eller mindre grad det, som familien og omgivelserne forventer og ønsker af os. Før eller siden bliver det som regel påtrængende at “finde hjem” til os selv igen.

Jeg oplever, at terapi kan være med til at vække længslen efter at finde sig selv. Men udgangspunktet er oftest noget andet.

Det giver en ro, når en person mærker, at det er muligt at være mere tro mod sig selv i ord og handlinger. Det betyder til gengæld ikke, at alting med et slag bliver nemmere. Måske skal han eller hun tage nogle opgør og sætte grænser, som vedkommende aldrig har gjort før. Og det er ikke givet, at alle i omgivelserne er lige begejstrede for det.